Menu

Kære MLI.

image
Sofie Bredgaard
23. december 2024 kl. 12:37

Kære MLI.

 

2024 har været et begivenhedsrigt år. Der har været et par bump på vejen i forhold til skader, men det vil mest af alt blive husket for de gode oplevelser. Min tid i svensk fodbold blev afsluttet for denne gang. Jeg var glad for at kunne afslutte min tid heroppe med en helt fantastisk første halvsæson som ubesejret og sidenhen et svensk mesterskab. Det var en rigtig god afslutning på denne tid, som på mange måder har været fantastisk. Det blev i alt til to svenske mesterskaber og en svensk pokaltitel, samt to gruppespil i Champions League.

I sommer blev Sverige byttet ud med Italien, FC Rosengård med AC Fiorentina. Det har været en stor omvæltning, men jeg er positiv overrasket over tilvænningen til min nye hverdag. Det går stille og rolig fremad med sproget og jeg er så småt begyndt at vende mig til den italienske kultur. Jeg trives virkelig i Firenze, og jeg begynder at føle mig hjemme.

Vi har haft et fint efterår, hvor vi ligger med i toppen af ligaen, skal spille kvartfinale i Copa Italia mod AC Milan og den 6. januar spiller vi Super Cup finale mod Roma. Jeg håber derfor på at vinde min første titel i Italien allerede i starten af det nye år. 

Med landsholdet blev det til en sikret kvalifikation til EM 2025 i Schweiz. Jeg glæder mig til et spændende forår hvor vi i optakten til EM, møder Wales, Italien og Sverige i Nations League. Det bliver sjovt at møde nuværende og tidligere holdkammerater. 

 

Tilbage i foråret fik jeg muligheden for at give lidt tilbage til klubben, og dermed være en lille del af MLI igen. Ved at være med til at træne pigerne på U11 og U12, kunne jeg give noget tilbage til den klub der har betydet en masse for mig og min udvikling. At se pigerne, forældregruppens opbakning og sammenholdet på tværs af dette, gav mig en glæde og mindede mig om min egen tid i klubben. For mig er det lige præcis det som MLI også handler om. Tak til Morten, Henrik, Britt, pigerne, forældre og alle omkring holdet. Og også et stort tak til Karin, som har en enorm betydning for MLI og mig.

Derudover vil jeg også takke jer for jeres overraskelse i forbindelse med min sidste hjemmekamp i Malmø. Sikke en opbakning, som gjorde min sidste kamp endnu mere speciel. Og det samme i forbindelse med vores Champions League kamp mod Brøndby i September måned, tusind tak. 

 

Jeg ønsker alle i MLI en glædelig jul og et godt nytår. Jeg håber vi ses i 2025!

Sofie Bredgaard

Luk